Ved brug af det tidligere eksempel på en kvinde, der var blevet slået ned, sparket og fortalt, at hun var et dårligt menneske og altid skiftende mening, vil vi se, hvordan det oprindelige engram ”vækkes”. Fremover, når kvindens omgivelser på et givet tidspunkt indeholder tilstrækkeligt mange ligheder med engrammets indhold, vil hun opleve en genaktivering af det engram.
Hvis for eksempel vandhanen løber en aften, og hun hører lyden af en bil, der kører forbi udenfor (begge dele foregik under det oprindelige engram), og hvis hendes mand (manden i engrammet) samtidig skælder hende ud for et eller andet i den samme tone, kunne hun opleve en smerte i siden (hvor hun tidligere blev sparket). De ord, som blev udtalt i engrammet, kunne også blive kommandoer i nutid: Hun vil måske føle, at hun er et dårligt menneske, eller få den idé, at hun altid ombestemmer sig.
Det reaktive sind fortæller kvinden, at hun er på et farligt sted. Hvis hun bliver dér, kan smerten i de områder, hvor hun blev ramt, blive kimen til sygdomme eller en kronisk lidelse. Det fænomen, at det gamle engram ”vækkes”, kaldes restimulering.
Det reaktive sind er robust nok til at klare sig under smerte og ”bevidstløshed”, men det er ikke til megen hjælp for personens overlevelse af den gode grund, at det ikke er særligt intelligent. Dets bestræbelser på at ”forhindre en person i at komme i fare” sker ved, at det påtvinger personen sit engram-indhold og derved kan forårsage ubearbejdet, ukendt og uønsket frygt, følelser, smerter og psykosomatiske sygdomme, som man hellere ville være foruden.
